top of page

Stress og overtænkning

Hvis du oplever at føle dig stresset, overvældet eller ofte har tankemylder, så er du slet ikke alene. Rigtig mange mennesker oplever at blive stressede. Måske du har oplevelsen af, at du ikke kan stoppe tankerne, når du gerne vil. I den tilstand kan det være svært at sove, koncentrere sig eller have overblik over, det der skal gøres. Måske mærker du, at det er begyndt at gå ud over dit arbejde, dine relationer og trivsel.

 

Uanset hvad du oplever, så er stress ikke noget, du behøver at leve med.​ Du kan få det godt igen. Det er muligt at finde tilbage til roen, glæden og letheden i dit liv igen. Det starter med at forstå, hvordan dit sind fungerer, og hvilke tanker der stresser dig. Jeg arbejder ud fra De Tre Principper. Her på siden kan du læse om, hvordan man kan forstå stress ud fra 3P-forståelsen, og et bud på, hvordan behandling af stress kan se ud hos mig.

"Jeg har fundet mere ro fra dag ét"

- mand i 20'erne om sit forløb

Forstå stress på en ny og hjælpsom måde 

Stress er kroppens reaktion på urolige tanker

Den normale forståelse af stress er, at man bliver stresset, når man har for meget at se til. Men i virkeligheden handler stress ikke om mængden af opgaver vi står over for. De Tre Principper peger på, at følelsen af stress hænger sammen med mængden af stressende tanker, vi tænker. Når vi tænker en stresset tanke, så føler vi os stressede. Derfor kan vi mennesker blive stressede over at tænke på, at vi ikke har noget at lave (fx når man er på dagpenge og ikke ved, hvornår man får et job igen), ligeså vel som vi kan blive stressede over dårlige rammer på en arbejdsplads eller for høje forventninger til os selv eller krav fra omverdenen. Det handler ikke om selve opgaverne, krav eller forventninger - men om hvordan vi oplever disse krav.

- Føler vi et pres over kravene / opgaverne? 

- Kritiserer vi os selv for ikke at leve op til egne eller andres forventninger?

- Tænker vi, at vi ikke kan/må eller burde sige fra?

- Tænker vi, at vi ikke har nogen kontrol eller nogen andre muligheder?

Hvis bare ét af disse eksempler er dig, så giver det god mening, hvorfor du kan føle dig stresset. Den stressende følelse du mærker er din krop, der reagerer på de tanker, du bærer rundt på hver eneste dag. Og du har ikke valgt at blive fanget ind i stressende tanker eller et stresset sind. Men med bevidsthed kan du lære at forstå, hvordan dit sind virker, og lære at forstå, hvornår du skal lytte til dine tanker, og hvornår du skal give slip på dem (og hvordan man gør det). (se næste boks)

Dit sind og nervesystem er selvregulerende, og kan falde til ro af sig selv. 

De Tre Principper peger på, at vi ikke kan tænke os i ro. Ikke desto mindre er det ofte det vi prøver på - at planlægge os ud af travlheden, at prøve at nå alle ting på to-do-listen, at bekymre os om vi gør det godt nok... Alt sammen eksempler på, hvordan det vi gør med tankerne er at skabe MERE tænkning. Og mere tænkning giver ikke mere ro. 

Roen er ikke i tankerne. Roen er det, der er tilbage, når tankerne slipper. Sindet er lavet sådan, at når vi stopper med at tænke flere tanker, så rydder det selv op i de gamle tanker - man kunne kalde det, at sindet er selvregulerende eller at sindet er selvhelbredende.

Så hvad hvis du opdagede, at du havde en mulighed for at gøre mindre med dine tanker? Jo mere du lader tankerne være, jo mere kan sindets selvregulerende natur gøre sit arbejde, og lade dit sind falde til ro.

Sky i himlen
Vi kan ikke  tænke os i ro - vi kan kun lave mere tænkning. 
Heldigvis er sindet skabt til at falde til ro.

Behandling af stress ud fra De Tre Principper

Samtaler ud fra De Tre Principper vil altid tage udgangspunkt i dig, dine tanker og dit liv. Hvad er det du oplever, som stresser dig? Hvordan ser dit liv ud, og hvilke tanker gør du dig om dit liv, dine omstændigheder og din fremtid? 

Sammen forsøger vi at forstå din oplevelse, og hvordan det giver mening, at du har det, som du har det. Forståelse og bevidsthed om dine tanker er en vigtig del af at skabe forandring. Jeg vil i løbet af samtalerne dele De Tre Principper med dig, og hvordan sindet og nervesystemet spiller sammen om at skabe din oplevelse af dit liv, og hvordan ALLES sind er skabt til at falde til ro.

Jeg vil hjælpe dig få øje på, hvordan dit sind OGSÅ er skabt til at kunne falde til ro igen. Du vil naturligt vende tilbage til ro, overskud og glæde, når du opdager, hvordan du kan slippe de tanker, der tynger og overvælder dig. 

Ofte taler jeg også med klienter der oplever stress om, hvordan man mærker sine grænser og lytter til sig selv. Mange kommer ind med døren og fortæller mig, at de godt kunne mærke i lang tid inden de blev stressede, at deres liv ikke føltes okay. Men noget holdt dem tilbage fra at lytte til sig selv og reagere på de signaler, de modtog. Derfor er det vigtigt at kunne lytte til sin mavefornemmelse eller ens indre sundhed. 

Jeg vil med glæde hjælpe dig tilbage til et roligt sind. Jeg ved at det er muligt, og vil gerne tro på det for dig, indtil du også mærker det igen. 

Læs mere om De Tre Principper

Er du klar til at vende tilbage til roen?

bottom of page