
Sammenligner du dig med andre, og har en følelse af, at andre er mere værd end dig? Måske du tænker, at der er noget galt med dig, som skal fikses, eller at du er et dårligere menneske end dine venner og familie?
Eller finder du dig selv i gang med at bevise dit værd for dig selv og for andre?
Mange oplever at have en følelse af ikke at føle sig god nok.
Når man går rundt og tænker sig selv dårligere end andre mennesker, kan man føle et indre pres for at skulle bevise, at man er god nok. Eller man kan bruge meget tid på at tænke over, hvorfor man ikke er lige så glad/populær/dygtig/(sæt selv ind) som sine venner. Og det kan være rigtig hårdt arbejde. Heldigvis behøver man ikke at blive ved med at have det sådan.
Det er tankerne, vi tror på om os selv, der skaber følelsen af ikke at være god nok.
Grundlæggende tror jeg på, at vi er gode nok, præcis som vi er. Men af mange forskellige årsager kan vi have samlet negative tanker om os selv op igennem vores liv. Det er helt uskyldigt og ikke noget vi har gjort med vilje. Alle jeg har talt med, ville helst have undværet disse tanker om sig selv, hvis de kunne. Men af en eller anden grund har de fået disse tanker, og nu virker de som sandheden om dem.
Når vi tænker og tror på negative tanker om os selv igen og igen, kan vi komme til at tro, at vi er forkerte. Men det er aldrig rigtigt. Og vi kan heldigvis få det meget bedre, når vi opdager, at de tanker, vi har troet på, ikke er sande eller behøver at styre vores liv.
Nedenunder kan du både læse mere om, hvordan lavt selvværd opleves, og hvordan samtaler med mig fx ville kunne hjælpe dig, der føler, at du ikke er god nok.
Hvordan opleves lavt selvværd?
Du prøver at bevise, at du er god nok
I stedet for at have en tro på, at du er god nok som du er, vil du konstant prøve at overbevise dig selv og andre om, at du ER god nok.
Du har måske et behov for altid at præstere og være en succes i det, du gør. Jeg taler med mennesker, der kun synes, at deres arbejde er godt nok, hvis de gør det meget bedre end alle andre, eller som har andre standarder for, hvordan de selv skal opføre sig for at være gode nok, mens andre gerne må begå fejl eller have en dårlig dag.
I forsøget på at gøre sig selv gode nok, kan de komme til at påtage sig mere og mere arbejde, sige ja til alle, der spørger om hjælp eller forsøge at vise udadtil, at de har styr på livet gennem udseende/job/karakterer.
Problemet med at prøve at bevise, at man er god nok, er, at fordi du faktisk ikke tror på, at du er god nok, vil du aldrig kunne overbevise dig selv. Uanset hvor godt du klarer dig i livet, vil du altid kunne føle, at det kunne have været bedre. Det kan være som at have et par briller på, der gør alle ens handlinger og væremåder forkerte. Uanset hvad kan man næsten kun fejle med disse briller på.
Tænk hvis du kunne opdage, at du havde disse "ikke god nok" briller på, som farver alt hvad du gør, "ikke godt nok"? Tænk hvis du opdagede, at de briller ikke var sandheden om dig?
Du prøver at være perfekt og kritiserer dig selv
Nogle gange fører troen på, at man er mindre værd til et forsøg på at blive perfekt - eller være perfekt. Du har måske opbygget høje standarder for, hvornår det, du gør, eller den måde du er på, er god nok. Ofte er disse standarder ikke de samme, som de standarder der gælder for andre mennesker i dit liv.
Det kan være, at du har fået idéen om, at hvis du ikke er perfekt, er du en fiasko, eller hvis du ikke gør alting helt perfekt, kan andre se, at du ikke er noget værd.
Det er hårdt arbejde er prøve at være perfekt - fordi det er mildest talt umuligt at opfylde de standarder, du har sat op for dig selv. Når du så oplever, at du ikke lever op til dine standarder, vil du måske føle skuffelse eller skam, og du kan komme til at tro, at skammen viser, hvor "ikke god nok" du i virkeligheden er. En misforståelse, rigtig mange oplever at være fanget i, som er meget smertefuld og drænende, fordi den driver én til at arbejde endnu hårdere for at blive perfekt.
Mange kan komme til at bruge meget tid på at tænke og tale ned om sig selv, når de ikke lever op til deres standarder, og selvkritik kan fylde rigtig meget for nogle.
Tænk hvis du kunne slippe kravet til dig selv om at skulle være perfekt, eller hvis du opdagede, at selvkritik ikke var vigtigt at lytte til?
Du pleaser i dine relationer
Ofte kan folk, der føler sig mindre værd, have svært ved at sætte grænser i deres relationer, og at sige til og fra. De føler simpelthen ikke, at de fortjener at sige fra, eller at de fortjener at have de behov, de har.
Det kan føre til, at man uden at opdage det kommer til at "please" i sine relationer, at man ikke lytter til sig selv, og at man føler sig meget på overarbejde, når man er sammen med andre. Man kan føle sig drænet og træt efter at have været i andres behov hele tiden. Og den følelse kan bidrage til ens tro på, at man er mindre værd.
Måske man med tiden endda trækker sig, fordi man vil undgå følelsen af ikke at være god nok.
Tænk hvis du kunne opdage, at du gerne må sige til og fra, og at det intet har at gøre med din værdi som menneske, om du opfylder andres behov?
Du forsøger at fikse dig selv eller regne ud, hvad der er galt med dig
Rigtig mange med troen på, at de ikke er gode nok, oplever et behov for at fikse sig selv. Det er som om, at den dårlige følelse beviser for dem, at de har brug for at blive fikset. Det giver god mening, at man gerne vil af med den ubehagelige følelse af mindreværd, og det er derfor naturligt at lede efter svaret på, hvad der er galt.
Problemet er bare, at der intet er galt med dig. Det er bare noget, du er kommet til at tro på - med hud og hår. Og så prøver du at løse et problem, der ikke eksisterer, udover i dine egne tanker. Jo mere du forfølger trangen til at fikse dig selv, jo mindre mulighed vil du få for at opdage, at der intet er galt med dig. Det er en skrue uden ende. Mange læser forgæves selvhjælpsbog efter selvhjælpsbog, Googler, træner, præsterer eller mediterer får at prøve at fikse sig selv.
Tænk hvis du kunne opdage, at du ikke skulle fikses?
Hvordan behandles lavt selvværd og selvkritik?
Jeg tager altid udgangspunkt i din oplevelse, og vil starte med at lytte og spørge ind. Hvorfor tænker du egentligt, at du ikke er god nok? Hvordan taler du til dig selv? Hvordan oplever du, at andre er bedre end dig? Prøver du at bevise dit værd eller bruger andre strategier for at kompensere? Hvordan har du det, når du er fanget i disse tanker og handlemåder?
Jeg hjælper dig til en forståelse af, hvordan tanker skaber din virkelighed om dig selv
Når vi sammen har fået en forståelse af de tanker, der gør, at du ikke føler dig god nok, vil jeg begynde at tale med dig om, hvordan sindet fungerer (inspireret af De Tre Principper). Ikke bare dit sind, men alles sind. Jo bedre vi forstår, hvordan sindet fungerer, jo bedre kan vi navigere i det. Man kan sige, at du vil opnå en større bevidsthed omkring, hvordan dine tanker skaber din oplevelse. Alene det at få bevidsthed om dine tanker kan være med til at skabe et valg mellem, hvilke tanker du vil lytte til, og hvilke du vil lade være. Du vil gennem forløbet kunne få øje på, at tankerne om dig slet ikke ER dig, men at du er meget mere, end det tankerne har sagt om dig.
Jeg tror, at alle mennesker har den samme værdi - det er bare ikke alle der kan se den værdi, de har i sig, fordi deres negative tanker, som de uskyldigt har tænkt frem og er kommet til at tro på, er i vejen.
Du vil i forløbet få nye indsigter om dig selv og opdage, at du er mere end dine tanker
Jeg deler typisk historier og eksempler, så du selv kan få øje på, og erfare hvordan DIT sind virker. Dine egne erfaringer og indsigter er nemlig det mest værdifulde, du kan tage med dig fra samtalerne. Afhængigt af, hvad du tænker og har oplevet, som gør, at du ikke føler dig god, vil det være forskelligt, hvad du har brug for at få af indsigter, for at være fri fra tankerne.
I virkeligheden gælder det ikke om at tænke bedre tanker om os selv - det gælder især om at opdage, at det slet ikke er VIGTIGT at lytte til tankerne om, hvor gode /dårlige vi er. Hvis vi får øje på, at tanker aldrig kan beskrive DEN VI ER - fordi vi er så meget mere end det, tankerne kan beskrive - så er vi i sandhed fri fra at skulle lytte til tankerne, og kan vælge at lytte, når tankerne er hjælpsomme, og vælge at give slip, når de ikke føles givende.
Om at få det bedre
For nogle er det nemt at få det bedre, og for nogle kræver det en masse små fremskridt, før man mærker, at man har det bedre. Men alle kan få det bedre, og alle kan få øje på noget nyt. Det håb vil jeg gerne holde for dig, indtil du selv kan få øje på det - for jeg har set det i mennesker igen og igen, og jeg tror på, at det også gælder for dig.
Læs mere om min tilgang De Tre Principper, kontakt mig for spørgsmål eller book tid herunder